Spol et år tilbage. Det er lørdag, det er nat.

Ingen troede det ville blive bedre. Den tynde amerikaner med det firkantede hår skubbede
Phono-lørdagens festprogram i femtegear med et skævt blippende sæt og fik
de udsolgte slagtehaller til at bevæge sig i en rytmiske bølge af dampende menneskekød.

Flere Phono-folk begyndte at blive urolige: Koncerten var festivalens næstsidste, og Lando Cals kombination af coolness,
fest og fællesskab ville blive meget svær at overgå af aftenens sidste kunstner.
Sagen var den, at den funky californiske festprins med det firkantede hår skulle erstattes af en
lav, småtyk og halvskaldet berliner med det fjollede navn DJ Donna Summer.
Folk frygtede, at festen ville fise ud med ham, skylle ud i slagtehallens afløb.

Men så skete der noget: Den lille tykke mand gik på scenen og overtog koncerten i en glidende overgang.
Var smilene blandt publikum tidligere brede og skinnende, forvandledes de i løbet af
den næste halvanden time til en slags vanvittig grimasse. Den lille mand gik til angreb
på de 400 mennesker i hallen, men det på en umærkelig måde, hvor
tempoet og musikkens hårdhed blev skruet op skridt for skridt, som en oversvømmelse i kælderen, man ikke ænser, før den bryder gennem stuegulvet.

Pludselig forstod man, hvor ydmygt, det var, når den lille skaldede mand præsenterede
sig som party-cheerleader. Med et kondital på 10.000 sprang han gnistrende rundt på scenen og piskede publikum til skum.
Sådan sluttede sidste års Phono Festival med en eksplosion, og sådan starter vi
igen i år, når det skamroste danske fremtidsband Thulebasen åbner festivalen torsdag aften.
Herefter udfolder sig tre dage med overraskelser, underfundigheder og frontalangreb på alt det, du troede elektronisk musik gik ud på.