Lazer Sword består af producerne Lando Cal og Low Limit, der i årevis har været darlings på San Franciscos elektroniske scene. Til koncerten på Phono Festival er det dog kun Lando Cal, der dukker op. Lazer Sword beskriver oplevelsen af deres musik, som at surfe ned ad siden på en vulkan. Som liveband er de kendt for at improvisere vildt, og tidligere på året beskrev de deres musik sådan her: ”Vi kan lide at lave musik, der lyder som top-40-rapmusik stoppet ind i en tornado fyldt med barberblade og tyk sirup”. I august annoncerede duoen, at de ville udgive deres første fuld-længde album til november. Albummet, der bærer samme navn som duoen, har været fire år under vejs. I mellemtiden har de udgivet en EP, flere singler og en række gratis mixtapes til nettet. Koncerten til Phono Festival bliver Lazer Swords eneste optræden i Skandinavien.